MacLab Danmark. Historisk indsamling af Apple-produkter til bevaring for eftertiden

Senere fortolkninger af logoets betydning

Én ting er, hvad en designer og andre lagde i logoets udformning, da det blev til. Noget andet er, hvordan logoet siden er blevet fortolket, og hvordan den officielle forklaring på logoet lyder.

Mange synes i dag, at regnbuefarverne vækker psykedeliske associationer, som passer til det alternative, lidt flippede og kreative image, Apple fik sig igennem årene bl.a. med deres "Think different"-kampagne.



Logoet som kommentar til IBM

Andre har anet en helt klar kommentar til firmaet IBM, der ved Apple-logoets tilblivelse var ærkefjende og konkurrent til Apple. Det er Per Mollerup, der i sin afhandling "Marks of Excellence", skriver, at striberne i æblelogoet spiller på sammenligningen med IBM, der også har et stribet logo [16]. Det polykrome Apple-logo lægger desuden en kreativ og anarkistisk distance til det monokrome og mere kedelige IBM-logo, som repræsenter et firma, Apple betragtede som stift og konservativt.



Hvilket logo signalerer størst kreativitet og brugervenlighed?

Apples officielle forklaring

Per Mollerup har faktisk fået en officiel forklaring fra Apple (der refereres i hans bog til Apple Law Department, 17. august 1994) på varemærkets betydning, som er følgende:
  • Navnet begynder med A, og derfor står det øverst i mange kataloger
  • Normalt vil man ikke associere et æble med computere, og derfor sætter logoet sig nemt fast i hukommelsen
  • Æblet vækker gode følelser. Det er ikke-truende og vækker associationer til sundhed. ”An Apple a day keeps the doctor away” hedder et engelsk ordsprog.

Fremtidens Apple-logo?

Det bliver spændende at følge udviklingen af Apples logo fremover. Hermed har jeg forsøgt at dokumentere udviklingen fra den indviklede tegning af Newton med æblet til det regnbuefarvede logo, der gik igennem adskillige forenklinger for til sidst at ende som et blankpoleret sølv-æble på fronten af de nye Mac'er. Apple-logoet synes ikke at kunne blive mere stilrent nu. Hvem ved, måske lancerer Apple snart en retro-produktlinie med det gamle regnbuefarvede æble og Motter Tektura-skrifttypen.

Artikelserie: Apple-logoets historie
Udviklingen hen mod det regnbuefarvede æblelogo (1)
Æblelogoet i de første tryksager (2)
Logoet på computerne - et kvalitetsemblem (3)
Yderligere strømlining: Striberne forsvinder (4)
Senere fortolkninger af logoets betydning (5)
Kilder til Apple-logoets historie (6)