MacLab Danmark. Historisk indsamling af Apple-produkter til bevaring for eftertiden

Lisa Office System (Lisa OS)

Status: Total Sikring (Nakskov) har doneret 2 sæt af disketter med Lisa Office System version 3.0B som har gjort det muligt for os at installere et ægte Lisa-operativsystem på en 5 MByte Apple Profile-harddisk tilkoblet vores Lisa 2.



Screendumps af systemet

Vi har ved installeringen af Lisa Office System fotograferet et par af skærmbillederne fra styresystemet, som på mange måder ligner de senere styresystemer til Macintosh, som kom frem i 1984. Dette system har dog en del forskelle i bl.a. den grafiske brugergrænseflade. Bl.a. vil man bemærke den meget karakteristiske menubar på filvinduerne. Den er markeret med lodrette linier, hvor operativsystemerne til Macintosh bærer vandrette linier. Ikonografien i Lisa OS er også en del anderledes. Advarsler markeres med en meget stor, sort trekant. Information til brugeren markeres med et sort kvadrat. Dialogbokse som kræver brugerens stillingtagen markeres med et roteret kvadrat indeholdende et spørgsmålstegn.

Vors plan er at tage flere og bedre "screendumps" af Lisa Office System ved at benytte Lisa'ens tv-udgang. Ved at føre signalet over i en Macintosh med tv-indgang har vi mulighed for på Mac OS at lave nogle ret gode screendumps, som vi kan få ud af maskinen og lagt på denne webside. De følgende billeder er taget med et digitalkamera. Det giver nogle lidt uskarpe billeder, men man fornemmer til gengæld skærmens krumning.



Bemærk lighederne til det senere Macintosh-styresystem: Mappeikoner, musemarkør, desktoppens tekstur og scrollbars bærer familielighed med de fremtidige styresystemer. Titelbaren på filvinduerne er dog en del anderledes. Et dobbbeltklik på mappeikonet øverst til venstre i filvinduet lukker vinduet. Den spøjse menu "Housekeeping" indeholder logisk nok muligheden for bl.a. at "rydde op" i ikonerne.



Kontrolpanelet giver mulighed for finjustering af Lisa: Bl.a. indstillingen af skærmens lysstyrke virker meget imponerende og kom først tilbage i denne digitale justeringsform på Macintosh Classic fra 1990, altså hele 6 år efter lanceringen af Lisa 2. På de tidligere Mac'er skulle lysstyrken indstilles på en justeringsknap ved skærmen.



Dette skærmbillede møder brugeren når han booter op fra den første diskette ud af fem med Lisa Office System (version 3).



Installationen tager højest et kvarters tid. Her er disketterne blevet installeret på den tilhørende "Profile"-harddisk. Herefter kan Lisa 2 boote fra harddisken og diskettedrevet er disponibelt, så man kan afvikle en lang række programmer, som hører til Lisa OS.

Relaterede sider
Læs mere om MousePaint der har hentet inspiration fra Lisa OS